Dybereliggende dimensioner

Virkelighedsforståelser dannes omkring følgende vigtige dybereliggende dimensioner i livet. (Schein, 1994)

• Virkelighed og sandhed
  Hvad er virkeligt og har betydning for vores beslutninger her i livet?
  

  Læs mere [-]

  Er det f.eks. en videnskabelig undersøgelse, eller er det Koranens ord, som har betydning for menneskers beslutninger? Skal det være de professionelles erfaringer og undersøgelser, som viser, at børn har godt af at røre sig og svømme, der har betydning? Eller skal det være Koranens ord om, at man altid skal gå sømmeligt klædt, som er afgørende for om barnet får lov til at gå til svømning?
  
  Hvem har betydning i samfundet og kan sige noget om, hvordan fremtiden ser ud? Er det bedsteforældrene i familien, forældrene eller børnene? Er det præsten, læreren, politikeren, videnskabsmanden, lægen, journalisten, imamen, de unge eller den ældste generation?
  



• Tid
  Opfattes tid lineært? Eller tænker vi på tid som en cyklus? Forsvinder tid og eller er det noget, der kommer til os? Er tid lige nu vigtig, eller er tiden, der var, vigtig? Det kan også være tiden fremover, som er vigtig. Der findes også ”hændelsestid”. Det er hændelsen, som gør tid vigtig. Alt det andet er ikke-tid.
  

  Læs mere [-]

  Når tid er forbundet med hændelser, bliver mennesker og hændelser lige nu vigtige og givet prioritet. Mennesker af kød og blod lige nu er vigtigere end abstrakte aftaler.
  
  ”Jeg kunne ikke komme før, for jeg mødte min onkel på vejen”, siger en student fra Madagascar til forfatter Øyvind Dahl (Dahl, 2001). Hvis man ser tid, som ”hændelsestid” er et forældremøde, som man for 14 dage siden har meldt sig til, ikke vigtig, når der sker noget uventet. Måske dukker der uventede gæster op, eller den lille er urolig og skal ikke passes af fremmede. Kenneth Kaunda, tidligere præsident i Zambia skriver om det afrikanske folk: ”Vi er også et tålmodigt folk. Denne egenskab er blevet udviklet pga. vor afhængighed af naturen. Man kan ikke fremskynde solopgangen, regnen eller høsten. Eftersom vi fra tidernes morgen har tilpasset os den naturlige rytme, er vi ikke tilbøjelige til at ærgre os eller skumre af raseri, hvis tingene ikke sker, når vi trykker på en knap eller drejer på et hjul. Hvis vi ikke når et mål, afskriver vi ikke den tid, vi har brugt til at nå det, som spildt. Vi er tilfredse med at være til. Der er uendeligt mange ting at se, tænke over og tale om” (Kaunda, 1968).
  
  ”Der findes hvide mennesker, som påstår, at de aldrig har tid. De løber hovedløse omkring, som om de er besat af djævelen. Overalt hvor de kommer, skaber de angst og ulykke, fordi de har mistet deres tid. Denne besættelse er en frygtelig tilstand, en sygdom som ingen medicinmand kan helbrede, og som smitter mange mennesker og fører dem ud i elendigheden” Disse iagttagelser skulle en høvding fra Tiavea have gjort sig under et besøg i Europa (Papalagi, 1981).
  



• Rumbegrebet
  Fysiske og psykiske tærskler. Hvad er offentligt og hvad er privat rum?
  

  Læs mere  [-]

  Der findes intim, personlig og social afstand mellem mennesker. Hvornår er en person for tæt på? Er det indenfor en afstand af 15 - 20 cm, eller det indenfor en afstand af 50 cm? (Schein, 1994).
  
  Hvad kan voksne mænd gøre i forhold til små børn, uden at det overskrider forældres tærskler for, hvad der er sømmeligt og ikke indeholder seksuelle signaler? Hvad kan kvinder gøre over for mænd uden, at det signalerer seksuelle signaler?
  
  "Den tyrkiske herboende sociolog Bülent Diken beskæftiger sig med det offentlige og det private rum. Han siger, at der i landsbyerne i Tyrkiet udspiller sig mange flere handlinger i det offentlige rum end tilfældet er i vestlige, industrialiserede samfund: Børnene leger frit, mændene arbejder eller sidder på café, kvinderne snakker og arbejder i fællesskaber udendørs. En stor del af dannelsesprocessen foregår i det offentlige rum. Det samme er tilfældet for landområder i Somalia og Mellemøsten. Det er såkaldt kollektivistiske livsformer, hvor der altså også i det offentlige rum udføres handlinger, som vi som danskere og som del af individualistiske livsformer hellere ville gøre i det private rum. Danskere har en skarpere adskillelse mellem det offentlige og det private rum og blander så vidt muligt ikke det offentlige og det private rum sammen”. (Sperschneider , Nørskov, 2004)
  


• Den menneskelige natur
  Fødes mennesket med alle muligheder foran sig og kan det selv forme sit liv, eller er mennesket mere eller mindre givet en bestemt rolle og skæbne på forhånd?
  

  Læs mere [-]

  Kan og skal den menneskelige natur udvikle sig, bearbejdes og forsøge at bryde med begrænsninger og finde nye veje, eller er det menneskets dybeste mening at acceptere og udfylde den rolle, position og status, som man nu engang er født ind i på bedste vis? Hvis man forholder sig strengt religiøst til livet, er det også ofte vigtigt at acceptere og udfylde den rolle, som man ad Guds veje blev født ind i på forhånd.
  
  Kan og skal jeg´et (som individ) udvikle sig på sine helt egne betingelser mere eller mindre løsrevet fra sin familie og den rolle, der hører til familien, eller skal jeg´et hellere forsøge at indgå i den rolle og opgave, som det er givet via sin position, rolle og status i sin familie? I nogle kulturer vil det slet ikke give mening af se individet adskilt fra sin familie, i andre handler det om i høj grad, at individet går sine egne veje og finder sig selv. Er selvrealisering - individets afprøvning af egne grænser og muligheder - i fokus eller ikke?
  I den forbindelse kan man også stille spørgsmål om det enkelte individs særskilte ansvar. Kan individet til enhver tid stilles til ansvar, eller falder ansvar, herunder skyld, ære og skam tilbage på familien?
  
  Hvilket syn har man på små børn? Ser man først og fremmest små ubehjælpsomme væsener eller kompetente små væsener, som med den rette støtte kan en hel masse?
  
  Hvordan lærer man bedst? Ved at inddrage elevens egne iboende kompetencer og lægge op til en interaktiv proces mellem lærer og elev, eller ved at eleven ser, hvordan læreren gør? Lægger vi først og fremmest vægt på, at børn få en konkret og registrerbar viden, eller vægter vi også barnets alsidige personlighedsudvikling og dannelse i bred forstand?
  
  Hvilken relation bør der være mellem barn og voksen? Skal børn have lov til at sige de voksne imod og have deres egen mening, eller er det først og fremmest vigtigt, at barnet lærer at adlyde og sætte sig selv til side?
  


• Menneskelige handlinger
  Er vi mest orienterede mod bare at ”være”, eller er vi mere orienterede mod at handle og styre naturen og omgivelserne?
  

  Læs mere [-]

  Kan der være et eller andet skæbnebestemt ved, at vi bliver syge, eller skal vi gøre alt med vores aktive handling for at forandre vores sygdom, og kan vi altid det?
  
  Er vi handlingsorienterede og fokuserer vi entydigt på opgaven, eller er der andre ting, som spiller ind og har lige så stor betydning, såsom at være høflig, bevare respekt, holde formaliteter, en god tone, at være human og indlevende samt at leve op til hinandens status og rolle i samfundet eller virksomheden?
  
  Kenneth Kaunda, tidligere præsident i Zambia giver et eksempel på hvordan opgavestyring kolliderer med den afrikanske mentalitet, hvor det er vigtigere at have tid til det enkelte menneske: ”Man har oplevet, at kolonialistiske embedsmænd har skummet af raseri på grund af den uendelige strøm af mennesker, der opsøgte en afrikansk minister på hans kontor. Mange af disse havde tilsyneladende ikke andet formål end at sige ”goddag”. Denne velmenende embedsmand ville påstå, at disse selskabelige besøg hindrer ministeren i at komme videre med sit arbejde. Men disse mennesker ER ministerens arbejde. For vores vedkommende så er det at omtale os selv som folkets ”tjenere” mere end en politisk floskel. Det er en kostelig del af vor kultur og tradition. Essensen af tjenerskab er så sandelig at være parat, at være åben overfor ønskerne fra alle dem, der har krav på vores tjenester. Dette lader til at være en udpræget kontrast til den vestlige tradition for lederskab. Symbolet på rang i et vestligt samfund ser ud til at være det, at man ikke kan træffes. Jo mere betydelig en person er, desto mere vanskelig er det for nogen at få adgang til den person, medmindre man også selv er betydelig. I vores tradition er det at være kendt ved navn af andre at ”tilhøre” dem i en meget virkelig betydning, og derfor i jo højere grad man er kendt, desto større er det antal mennesker af alle slags, som har ret ti lat få adgang til en. Derfor finder jeg det ikke mærkeligt, hvis en jævn zambianer, der er mig ukendt, får den ide, at han vil besøge mig i Statshuset og hilse på mig der. Han og jeg er brødre, og at sparke ham ud ville være en synd, der lige så stor, som hvis jeg lukkede mig ude fra min familie. (….) Dette at udsætte ministrene for tilfældige møder med det folk, som de er forpligtede til at tjene, er en garanti for, at de ikke bliver sjæleløse maskiner, der kun kan svare for deres politik og deres handlinger, når valget står for døren. Det er vigtigere for os, at regeringen er human, end at den er effektiv.” (Kaunda, 1968)
  Hvis vi ikke kan have nogen virkelig indflydelse på naturen og naturens orden, kan vi lige så godt acceptere og bare nyde livet, som det er. Handler livet om at få det bedste ud af det, som nu engang er, eller skal vi bryde, styre og handle for enhver pris for at forandre det, som er?
  
  Ser vi livet i helheder, eller ser vi ting adskilt? Forstår vi først og fremmest verden abstrakt, eller forstår vi den konkret? Astrid Bastiansen skriver om det teknologiske menneskes måde at tænke på: ”Enhver handling - uanset hvor konkret den i øvrigt måtte være – bliver forstået ud fra en abstrakt referenceramme”. Ud af denne tendens til opsplitning er adskillelsen mellem arbejde og fritid opstået, offentlig og privat, lønarbejderkultur og fritidskultur. Ligeledes er der en tendens til at opsplitte livet i livsverdener. Der er en verden til vennerne, en anden til arbejde, en tredje til familien, og børnene skal have deres eget adskilte verden med deres legetøj, værelse og ejendele børnene, ligesom de unge har en adskilt verden, som der gives særskilt opmærksomhed. Mennesket, som vokser op med en enkel produktionsform, ser livet mere som en helhed. ”Livet opleves som en kontinuerlig strøm af begivenheder”, skriver Astrid Bastiansen (Bastiansen, 1992).
  


• Menneskelige relationer
  Hvad er dybest set den rette måde for mennesker at omgås hinanden på? Er livet samarbejdspræget, konkurrencepræget, hierarkisk, individualistisk eller fællesskabspræget?
  

  Læs mere [-] ©VerdensBørn Interkulturel.com Karen Nørskov

  Er det vigtigt at tilgodese individets interesser frem for alt? Eller skal familiens interesser gå frem for individet? Skal barnet have lov til at sige imod de voksne og bestemme, hvor turen skal gå hen, eller skal barnet lære at adlyde den voksne og holde sin egen mening tilbage? Er der forskel på, hvad drenge og piger skal have lov til, fordi de skal vokse op til at have to forskellige roller? Hvem har den største status i familien og derfor betydning for, hvordan familien lever deres hverdag? Barnet, forældrene eller bedsteforældrene?
  
  Lærer vi bedst en indre eller en ydre styring? Sagt på en anden måde: Når vi skal integrere ny læring, sker det da bedst i en tilstræbt lige position med læreren således at vi selv er aktive, og derved appelleres til vores indre motivation, eller sker det bedst ved, at formidleren står i en højere position end os selv, således at personens større betydning/status spiller ind for motivationen for læringsprocessen.
  
  Forældre i børnehaven har meldt sig til et forældremøde for 14 dage siden. Men uforudsete gæster dukker op. Skal forældrene nu gå til forældremødet, som har været planlagt i lang tid, og sende gæsterne ud af døren, eller skal man hellere sætte sig ned med dem og springe forældremødet over? Skal abstrakte aftaler om møder med mennesker, man ikke har en personlig relation til, have fortrin frem for personlige relationer?
  
  Kenneth Kaunda, tidligere præsident i Zambia fortæller denne lille historie for at beskrive nogle egenskaber ved den afrikanske karakter: ”Øverst på listen vil jeg sætte afrikanerens evne til at glæde sig over mennesker for deres egen skyld. Vores kærlighed til samtale er et godt eksempel på dette. (…..) Du husker måske, at der for kort tid siden var en mindre skandale, da en af mine kolleger, der skulle have været med i en fjernsynsudsendelse i Kitwe, ikke dukkede op, da programmet skulle vises. Man fandt ud af, at på vejen til Lusaka lufthavn havde han i vejkanten fået øje på tre mænd, hvoraf han havde kendt den ene som dreng. Gode manerer krævede, at han skulle hilse på dem, så han stoppede bilen og var snart midt i en livlig samtale. Først da han hørte lyden af Viscount´en, der brølede over hovedet på ham, kam han i tanker om, at han skulle have været om bord i den. Den vestlige kritiker ville nok se på denne begivenhed som uansvarlig og pligtforsømmelse. Han ville yderligere påstå, at han bedre havde kunnet vise sin kærlighed til folket ved at passe sit fjernsynsengagement. Ikke desto mindre ligger der en stor fristelse for en embedsmand i kun at beskæftige sig med folk på en abstrakt måde, og skære kontakten med folk i de konkrete tilfælde. Jeg ville tvivle på, hvor ægte kærligheden til folket var hos en leder, som ikke viste den ved beredvilligt at høre på de enkelte mennesker, han mødte” (Kaunda, 1968).