Øvelse til at få øje på egen kultur som subjektiv
Gruppe/individuel
Her er nogle klip fra en undersøgelse ved navn ”Danskerne er anderledes” gennemført af antropolog Ushma Chauhan Jacobsen. Cirka 30 forskellige herboende udlændinge med vidt forskellig etniske baggrund udtalte sig om danskerne. Hvad bemærkede de ved det danske samfund?
Målgruppe: Alle – dog mest oplagt for danskere.
1. Læs nedenstående
- I Danmark er der fred. Det har vi aldrig haft.
- Jeg tror der er mange ensomme folk her.
- De gamle er vores socialrådgivere – her er de bare til overs.
- Skal jeg fortælle dig hvad dansk kultur er. Det er hundehår på sofaen.
- Se på de termokander, som de løber rundt med.
- Lego symboliserer Danmark. De er simple, praktiske og holdbare – men resultatet er begrænset af firkanter og rektangulære blokke.
- Deres religion er smuk, men meget stille.
- Smørrebrødsregler er svære at lære. Kan man putte syltetøj over leverpostej?
- Selv-ironi er vigtig. De kan godt lide at grine af sig selv.
- Danskerne klæder sig praktisk på. Det er dog skammeligt, at selv en doktor går rundt med cowboy bukser og rygsæk.
- De elsker at lave bestyrelsesarbejde.
- Deres forhold til tid. Præcision.
- Jeg er aldrig bevidst om, hvornår jeg holder fri. Men danskere tager et fritidssæt på og siger: Nu skal jeg bare slappe af.
- Jeg har lært danskerne at kende gennem deres mytologi. Se på Odin. Han er hård. Han er vinter.
- De råber ikke efter dig på gaden, og de brænder ikke flag. Men de blokerer for dig på arbejdsmarkedet, så du ikke kan få et godt job. Fordi vi er måske danskere (ny-danskere, red.), men vi er ikke danske.
- Bare se på hækkene, som folk dyrker mellem deres huse, jo bredere og tættere, jo bedre.
- Har du bemærket, at hvis der kun er et stykke mad tilbage på fadet, er der ingen som tager det? Hos os ville en eller anden bare spise det.
- De vil være enige – så de snakker og snakker – alt for meget.
- Jeg har kun få danske venner, men vi er meget tætte på hinanden. Jeg føler mig tryg sammen med dem.
2. Del med de andre i gruppen eller overvej selv:
- Hvad betyder det for dig (som er dansk) at høre din egen kultur beskrevet på denne måde.
- Får du øje på nye sider ved dansk kultur?
- Er der noget, som du synes er helt forkert?
- Hvorledes ser du selv på andre kulturer?
- Er der paralleller i din måde at betragte andre kulturer på, og det, der her bliver sagt om dansk kultur?