Eksempel på, hvordan alting skal ses som del af et større betydningsunivers
Lego er ikke bare et simpelt stykke plastiklegetøj for en dansk pædagog og forælder. Lego er forbundet med en forestilling om, at barnet skal have mulighed for at udfolde sin kreativitet samtidig med, at finmotorikken trænes. Lego bygger også på en forestilling om, at barnet skal have noget, som er helt barnets eget, ligesom det er baseret på ideen om, at se barnet som et selvstændigt væsen, der skal have plads og ses med behov uafhængigt af dets familie. Det er således ikke tilfældigt, at Lego er ”kommet til verden” i Danmark, som har en typisk vestligt individualiseret livsform med kernefamilien som familiemønster, hvor værdier som disse er i højsædet. Rent sociokulturelt kan man derfor ikke forestille sig, at lego var blevet opfundet i Somalia.
Det er derfor også en hel naturlig vane for danskere at give deres børn Lego at lege med. De føromtalte forestillinger udtrykker et bestemt syn på barnet, indeholder en beskrivelse af et barns behov, og de ligger som noget kulturelt indforstået, når en pædagog og forælder taler om Lego.
Det betyder, at et stykke legetøj som Lego opfattes som noget helt ”naturligt” at bruge penge på, ligesom det i det hele taget er noget helt ”naturligt”, at børn skal have masser af færdigkøbt legetøj at lege med.
Men alt det vil være mere eller mindre skjult for forældre med baggrund i anderledes livsformer. For dem er det måske først og fremmest et dyrt plastiklegetøj, som danskerne er dumme nok til at købe til deres forkælede børn. I deres oprindelseslande fandt deres familier det måske helt ”naturligt”, at børn brugte det ”legetøj”, der var til rådighed i omgivelserne. Naturen og omgivelserne har været mange forældres legeplads, da de var børn. Børns liv var knyttet til familiens, og for dem er det derfor helt ”unaturligt”, at barnet skal have sit eget værelse med en hel bunke Lego og andet legetøj (lettere omskrevet fra Sperscheneider, Nørskov 2004).
