At stoppe op
I mødet med mennesker fra andre ´kulturer´ vil der af og til være noget, som på én eller anden måde `skurrer´. Det kan være noget, der generer én, måske mærker man en irritation, eller man føler sig lidt forbigået, misforstået, ja, måske endda under mistanke for noget, som man slet ikke har andel i. Det kan også være følelsen af fremmedgjorthed, eller at noget simpelthen virker lidt besynderligt. Måske føler man sig endda provokeret. Det er vigtigt at stoppe op ved en sådan `skurren´. Det er udtryk for en forhindring i kulturmødet, og denne forhindring kan kun overvindes ved at stoppe op og undersøge den nærmere. Vi kan betragte denne `skurren´ som vore hjælper, for den viser, at her er noget, som vi skal undersøge nærmere.
At undre sig
I kulturmøder er der af og til noget, som `skurrer´, altså irriterer, generer, provokerer eller bare virker uforståeligt. Denne `skurren´ er en hjælper, for den fortæller, at her er noget, som vi skal stoppe op ved og undersøge nærmere. I stedet for at blive hængende i de negative følelser, skal vi undre os. Det gør vi ved at stille åbne spørgsmål og hypoteser op. Nysgerrighed kan være godt. Hvad tænker han eller hun egentlig om det her? Hvorfor sagde han det? Hvorfor blev jeg irriteret her? Kan det tænkes, at han mente noget helt andet? Taler hun ud fra et helt andet virkelighedssyn? Kom jeg til at tale indforstået her? Var det kun høflighed, som hendes svar byggede på? Osv. Spørgsmålene og hypoteserne kan man undersøge. Måske ved at tale med kollegaer, læse og reflektere, og evt. stille nye spørgsmål til det menneske, som vakte ens undren.
At reflektere
Det er vigtigt at skabe sig et rum til at reflektere i interkulturelt arbejdet. Refleksion er ensbetydende med at få skabt sig et frit rum med højt til loftet, hvor stress, kontante krav og resultater er forbudte, for under refleksionens rum er man nødt til at give slip på at VILLE have en løsning. Refleksion er at give plads til overvejelse, til at mærke og tænke efter – hvad skete der egentlig? Hvad var egentlig meningen med det her? Det er en slags erkendelsestid – og når man er heldig, får man få oplyste, berigede øjeblikke, hvor nuet forsyner én med en opløftende ny erkendelse og forståelse, og hvor man får vendt ting og ser på dem med nye øjne. Man kan reflektere alene med sig selv over opvasken efter arbejdstid, på cyklen hjem, eller under en stille uforstyrret stund over en kop kaffe eller the, men også sammen med sine kollegaer under både strukturerede og ustrukturerede former. Det vigtige er, at der eksisterer en åben anerkendende atmosfære, og at løsninger ikke skal presses frem.
