De kulturelle selvfølgeligheder lægger sig hen over kulturmødet som et filter, hvor den ene part formidler sig ud fra sit betydningsunivers, og den anden part afkoder det formidlede ud fra sit anderledes betydningsunivers (Dahl, 2001). Derfor kan den intention, der var med en handling, nemt blive tolket helt anderledes af modtageren.
Muhammedkrisen er et eklatant eksempel på dette. De usynlige betydningsuniverser, som lå bag avisens Muhammedtegninger var uforståelig for muslimer i Mellemøsten, og for mange danskere var muslimernes betydningsunivers omkring deres profet og religion også helt ubegribelig. Når parterne efterfølgende forsøger at forstå hinandens handlinger, sker det fortsat på en måde, hvor de to parter ikke forstår, hvad den anden forstår, men kun det, som de selv forstår. Det virkede som om, at hver især blokerede deres verdensbillede for at se den andens.
For at forenkle dette må vi, dels blive mere bevidste om vores eget selvfølgelige betydningsunivers, dels må vi undersøge ”den andens” betydningsunivers, for bedre at kunne tolke hans/hendes. Når vi på den måde har afdækket både vores eget og den andens betydningsunivers, så godt vi kan, kan vi overveje, hvorledes vores budskab bedst kan formidles, så at ”den anden” bedst kan modtage vores budskab i overenstemmelse med intentionen.
