Kultur er vaner og mønstre, som er så indarbejdede, at vi ikke skænker en tanke, at det kunne være anderledes. Derfor mærker vi ikke vores egen kultur, før vi møder fremmede eller kommer til udlandet. Så bliver vi pludselig opmærksomme på, at de har andre måder at gøre ting på.
Antropologen Frederik Barth (1969) skriver, at kultur først træder i karakter i mødet med andres.
Den malaysiske antropolog Long Litt Woon har beskrevet, hvordan hun først blev bevidst om sine kulturelle værdier i mødet med den norske kultur, da hun som hel ung udvekslingsstudent kom til Norge første gang. Hun blev forfærdet over at opleve den norske skole, der virkede meget uformel og nærmest kaotisk i forhold til det, som hun var vant til. I Norge fik eleverne lov til spise og strikke i timerne, men det, der overraskede hende mest var, at nogle af eleverne havde kærester uden at skjule det.
Hun skriver (Woon, 1992):
”Sådan opdagede jeg Malaysia. Jeg blev bevidst om, at jeg havde forestillinger, som jeg havde taget for givet, som jeg havde anset for så selvfølgelige, at jeg ikke havde regnet dem som mulige genstande for eftertanke (…). Det føltes næsten som om at et tæppe man ikke engang er klar over at man står på, pludselig bliver hevet væk fra én.”
Long Litt Woons beskrivelse viser, hvor selvfølgelig og indgroet ens egen kultur er. Den synes så stærk, at det kan være næsten som et chok at få bevidsthed om den; ”som et tæppe man ikke en gang er klar over, at man står på, pludselig bliver hevet væk fra én.”
Kineserne har et billedligt udtryk for, hvordan ens egen kultur er selvfølgelig og usynlig for en (Dahl, 2001). De siger, at så længe fisken svømmer i vandet, lægger den ikke mærke til vandets eksistens. I det samme den hopper over vandskorpen og falder ned med et plask, mærker den, at der var noget, som var vand.
Først i mødet med noget anderledes bliver vi opmærksomme på vores eget. Derfor er det en hjælp at spejle vore egne selvfølgeligheder i andres opfattelser og syn på det. Spørgsmålet er:
Hvordan ser andre uden for ens kulturelle referenceramme på ens egen selvfølgelige kulturelle praksisser?
Hvad lægger de mærke til?
