Eksempel på, hvordan det at gøre det selv frem for at blive fortalt om det afdækker kulturs betydning og mening.
Raji, tamilsk mor og pædagogmedhjælper fortæller:
"Da jeg startede med at få mine egne børn passet i danske børnehaver, var jeg virkelig ked af, at de skulle sove udenfor. Men jeg turde ikke sige noget om det til personalet. Senere blev jeg selv ansat som pædagogmedhjælper i en vuggestue, og nu skulle jeg selv gå ud og tage vuggestuebørnene op fra krybberne, hvor de havde ligget og sovet udenfor. Jeg mærkede, hvor varme, trygge og ”tilfredse” de små børn var efter at have sovet udenfor. De virkede helt friske og glade, og på den måde erfarede jeg, hvor godt det er for børn at sove udenfor. Bare de har nok tøj på og sover under en god varm dyne og overtræk"
Den ”gode varm dyne”, ”tilfredse” og udhvilede småbørn, der er friske og dufter af frisk luft, efter at have sovet ude i den kolde friske luft, hører måske til det, vi kan kalde for kulturs stoflighed. Den tamilske mor havde mange gange erfaret, at hendes egne børn havde det godt efter at have sovet udenfor, men alligevel var hun stadig utryg. Erfaringen med et barn, som har fået en god søvn i frisk kold luft uden for døren, kan ikke videregives i ord. Der er kun det selv at prøve. For den tamilske mor blev hensigtsmæssigheden ved denne kulturelle praksis derfor først tydelig, da hun selv ”var der”.
(Arbejdspapir, Sesams udviklingsprojekter, 2001-2004, ikke publiceret)
