Eksempel på, hvordan det at bruge den personlige fortælling kan afdække kulturs selvfølgeligheder.
En dansk pædagog bliver en dag opmærksom på, hvordan hendes egne erfaringer som opvokset med vestenvinden på vestkysten rummer ”tavs viden” om hendes holdning til børns udeliv (Nørskov, Sperschneider, 2004).
”Vi er taget ud i skoven en majdag med børnene. Vejret er ikke det bedste. Det regner indimellem, og så blæser der en strid blæst. En far, som stammer fra et varmt asiatisk land, er kommet på besøg, og han står i et hjørne og fryser. Jeg får øje på ham og siger smilende til ham: Synes du, at vejret er slemt? Ja, siger han. Jeg synes hellere, at I skulle være blevet hjemme. Jeg griner og siger: Vi kan godt lide at være ude i al slags vejr, og se , børnene leger da godt. Så kommer jeg til at tænke på min barndom, og hvilket uvejr jeg ofte var ude i. Jeg fortæller ham om min barndom ved vestkysten i Jylland, hvor jeg hver dag skulle cykle. Eller gå to km til skole, uanset hvilket vejr det var. Som ung gik jeg lange ture ved Vesterhavet med min kæreste.”
Hun bruger sin personlige historie til at beskrive, hvordan blæsten, stormen, vestenvinden og det kolde klima er indgroet i hendes liv. Vestenvinden er en uomgængelig del af ens hverdag, så selv om det blæser, kan man sagtens gøre en masse ting. Man kan for eksempel godt sende otteårige børn ud i stormvejr på cykel. Det spiller i dag ind på hendes selvfølgelige kulturelle praksis om, at børn sagtens kan lege ude i al slags vejr.
Hendes lille fortælling antyder baggrund/konteksten for at lade små børn lege ude, samt hvilken betydning børns udeliv bliver tillagt. Noget af hendes ”tavse viden” omkring børns udeliv bliver synliggjort.
