Hvorfor er det en god ide at gøre brug af idealtyper?
Den tyske sociolog Max Weber (1994) peger på vigtigheden af at bruge idealtyper, når man skal agere i kulturelle kontekster.
Weber skriver, at så snart historikeren forsøger at konstatere den kulturelle betydning af et fænomen – f.eks. individualismen, imperialismen, feudalismen, merkantilismen – så er der i princippet tale om, at der bruges idealtypiske forestillinger.
Idealtypiske opstillinger laves for at synliggøre forskelle. Af den grund kan det være nødvendigt at forstørre elementer af virkeligheden – altså forsimple den.
Det gode ved en så grov forsimpling af nogle livsværdier, som er sat op som idealtyper i skemaer, er, at det gør det muligt at registrere, hvordan mennesker vægter disse livsværdier forskelligt. Det sker, fordi man kan holde de forfinede og svært registrerbare kulturelle forskelle op imod de mere forgrovede idealtypiske værdier. Derved kan det forfinede blive registrerbart.
Kunststykket er imidlertid – og det er meget væsentligt – IKKE at se disse idealtyper som mål, men som middel.
Med andre ord er idealtyperne ikke et prædikat, som passer på mennesker eller ikke passer på mennesker. De er derimod et undersøgelsesværktøj, som ytringer og observationer kan sættes op og tolkes i forhold til.
I hvor høj grad er hans/hendes måde at se tingene på mest farvet af den ene eller den anden idealtype? Det er spørgsmålet.
Selv om den ene idealtype ser ud til at skinne igennem, som den mest dominerende, kan den modsatte idealtype sagtens også have betydning. Måske vil den anden modpol skinne igennem med størst vægt i morgen.
Læs evt. her om begrænsninger ved idealtyper.
