I vores vante gruppe har vi en fælles erfaringsbaggrund, som gør det nemt at begå os der. Vi kender de selvsagte væremåder, forforståelserne, de skrevne og uskrevne regler, de implicitte betydninger og selvfølgeligheder. Bevæger vi os over i en ny gruppe, mærker vi, at der er en anden jargon, nogle særlige stiltræk og overbevisninger, som kan føles fremmedartede og anderledes og kan være svære at gennemskue. Jo større forskelle, der er fra det, som vi er vant til, jo vanskeligere er det.
Vi indgår i mange forskellige grupper i samfundet, som betyder, at vi er socialiseret ind i mange forskellige fællesskaber. Derigennem har vi opnået kendskab til og været med til at udvikle mange implicitte meninger og betydninger. Gruppen er således på én gang sædet for udviklingen af alle de kulturelle selvfølgeligheder og en kilde til at gøre dem mere eksplicitte og tydelige.
Vi indgår i mange forskellige grupper, også kaldet subkulturer, med forskellige meningsfællesskaber.
Ole Hansen (opdigtet eksempel) indgår ikke bare i gruppen ”danskere”, men også i gruppen ”mænd” gennem sit køn, i gruppen ”tømrere” gennem sit arbejde, i gruppen ”fædre” i kraft af sin rolle som far til to børn, i gruppen ”børnehaveforælder”, fordi begge hans børn går i børnehave, men også i gruppen ”fodboldentusiast”, fordi han elsker fodbold.
Så er han også med i gruppen af ”forældre-bestyrelsesmedlem”, da han har valgt at gå aktivt ind i bestyrelsesarbejdet i sine børns børnehave. Han er også med i gruppen ”mandlige ægtefæller og partnere”, fordi han lever sammen med Lis. Han bor i en nedlagt landbrugsejendom og har brugt meget tid på selv at bygge om der, så han er også med i gruppen ”beboere på landet” og ”selvbyggere”.
Inden for hver af disse grupper er der særskilte meningsfællesskaber, ikke adskilt fra hinanden, men ofte overlappende og på tværs af andre meningsfællesskaber.
Ofte er alle disse gruppetilhørsforhold forbundet til en slags overordnet etnisk eller national kultur, såsom det at være dansk, således at måden man for eksempel er sit køn på er præget af et bestemt etnisk tilhørsforhold, for eksempel det at være dansk. At være dansk mand er anderledes end at være arabisk mand. Den overordnede etniske eller nationale gruppetilhørsforhold ”farver” på en måde måden, som meningsfællesskaberne i grupperne udvikler sig på, men heller ikke disse er adskilte, men overlappende og under konstant forandring.
I større og større grad er gruppetilhørsforhold eller dele deraf på tværs af etniske eller nationale tilhørsforhold. Vi tager nye impulser ind, internationaliseres og påvirkes af omverden, så man kan diskutere relevansen af at fremstille den nationale kultur som noget særligt adskilt fra andre nationale kulturer. Der opstår mange blandingsgrupper. Også kaldet for kreolisering mellem kulturerne. En afghaner lever i Danmark. Han er afghaner med dansk islæt. Der udvikler sig kreoliserede betydningsuniverser med en blanding mellem dansk og afghansk kultur, så dansk-afghaneren har udviklet selvfølgeligheder, som en afghaner bosat i Afghanistan ville føle sig uforstående overfor.
Konteksten og de dertilhørende selvfølgelige meninger og betydninger udvikler sig ud fra de fællesskaber og grupper, som de er en del af.
En måde at gøre kulturs selvfølgeligheder mere eksplicit er at undersøge, hvilke betydninger og selvfølgeligheder, den kulturelle praksisform har i gruppen. Spørgsmålet er:
Hvilke gruppetilhørsforhold spiller ind på den kulturelle praksisform? Hvordan er de selvfølgelige betydninger i gruppen? Hvilke konventioner, uskrevne og skrevne regler etc. gælder i gruppen?
