Der går altid noget forud. Alting har en historier, en fortid, en baggrund, der som byggesten indgår i de ting eller de forhold, som vi har i dag. Kulturs selvfølgelighed er derfor knyttet an til det, der ligger forud for dens fremtrædelsesform her og nu, som skjuler sig i en ”tavs viden”. Den ”tavse viden” handler om, hvorfor denne specifikke kulturelle egenskab blev, som den blev.
Det er muligt at åbenbare noget af den ”tavse viden”, så kulturen bliver mere eksplicit ved at inddrage, hvad der går forud for, at den aktuelle praksisform blev, som den blev. Det er ikke sikkert, at det er muligt at finde frem historien, der førte frem til at indføre en kulturel praksis. Det fortaber sig i en fjern fortid.
Hvis historien bag har fortabt sig, så kan vi undersøge, hvad den nuværende praksisform har fornyet samfundet med i forhold til det, der var før. Derved bliver visse kontekstuelle betydninger mere synlige.
Relevante spørgsmål er derfor:
Hvad var der før det her opstod?
Hvilken mening er der med, at den nulevende praksisform blev indført?
Hvad har den aktuelle praksisform fornyet samfundet med?
Hvilke samfundsmæssige forhold har spillet ind på, at det blev som det blev?
Ved at undersøge hvad der går forud for en kulturel praksisform, åbenbares nogle af de skjulte selvfølgelige betydninger.
