Eksempel på at forskellige opfattelser af kommunikationssfærens betydning giver forskellige uskrevne regler om, hvad man kan og ikke kan:
Den tyrkiske sociolog Bülent Dikens fortæller, at der i Tyrkiet udspiller sig mange flere handlinger i det offentlige rum end i vestlige industrialiserede samfund. Børn leger ”frit”, mændene sidder på cafe, kvinderne snakker og arbejder i fællesskaber udendørs. En stor del af dannelses- og socialiseringsprocessen, som i vestlige samfund ville foregå i et privat rum, sker i Tyrkiet i et offentligt rum.
I forbindelse med et udviklingsprojekt i den flerkulturelle børnehave, Sesam analyserede man situationer, hvor der var misforståelser i kommunikationen mellem forældre fra etniske minoriteter og personalet. Her viste det sig, at nogle forældre så børnehaven og personalet som del af et privat rum og derfor troede, at der kunne tages helt særlige hensyn til det enkelte barn, medens personalet så sig selv som del af en offentligt rum og derfor mente, at der måtte gælde de samme regler for alle.
(Sperschneider, Nørskov, 2005)
