Eksempel på, hvordan virkelighedsforståelser giver kulturelle selvfølgeligheder
Opdigtet eksempel, inspireret efter besøg hos familier og førskoleordninger i Tanzania:
En tanzanianer besøger en dansk børnehave og ser blandt andet et puderum, hvor børn leger vildt og ustyrligt. Han ser også, at børnene ikke bare adlyder pædagogen, men tværtimod svarer igen.
Han undrer sig. Han føler sig endda lidt frastødt ved det, som han ser. I Tanzania skal selv helt små børn sidde stille, i førskolen, i kirken, i hjemmet.
Tanzanianerens og pædagogers forskellige syn på, hvad børn har godt af, bygger på forskellige bagvedliggende virkelighedsforståelse.
Danskerne vægter barnet som et individ alene i kraft af sig selv og i mindre omfang som del af sin familie. I familien har barnet den største status ud af de tre generationer. Barnet repræsenterer derfor på en måde fremtiden for danskerne.
I Tanzania er det meget anderledes. Her er det de ældste, som har størst status, så barnet skal lære at stå tilbage for de ældste, som har det afgørende ord at skulle have sagt. Altid. Når børn møder de ældste, siger de: ”Shiskamo”. Det betyder. Jeg lægger mig for dine fødder. Hvordan finder man ud af at der er grundlæggende forskelle i virkelighedsforståelser, som spiller ind og skaber kulturelle selvfølgeligheder? En sikker måde er at stille et spørgsmål og se, om dette giver anledning til forvirring eller irritation.
Lad os forestille os, at den danske pædagog spørger den tanzinianske far, hvorfor børn skal sidde stille? Eller den tanzinianske far spørger pædagogen om, hvorfor børn får lov at være vilde i børnehaven? Spørgsmål, der berører de grundlæggende virkelighedsforståelser, er spørgsmål, der ikke normalt bliver stillet (Trompenaars, Hampden-Turner, 1998). Det kan give anledning til dybere indsigt, men også til irritation.
