Pædagogs refleksioner over egne virkelighedsforståelser

Her følger en sammenskrevet beskrivelser af refleksioner, som forfatteren til interkulturel.com har haft i forhold til at få øje på sine egne virkelighedsforståelser:

”Jeg sidder i lægens venteværelse. Min fire-årige søn løber rundt blandt bordene og leger med legetøjet, som er stillet frem. Jeg snakker med ham om, hvad bilerne kan, og hvordan han kan lege med det. En mor (tyrkisk?) kommer ind med sin søn på nogenlunde samme alder. Men han interesserer sig ikke for legetøjet. Han bliver hele tiden tæt ved sin mor. Kun kort en enkelt gang kravler han fra moderen og rører ved en af bilerne. Legetøj har tilsyneladende ikke nogen særlig tiltrækning på ham.

Som pædagog passer jeg børn med forskellige etniske baggrunde. - Palæstinensiske, irakiske, tamilske, somaliske m.fl.. Ofte har jeg været hjemme hos familierne, og jeg har aldrig nogensinde været et sted, hvor der har været samme mængder af legetøj, som mit eget barn har. Legetøj er i en enkelt kasse, eller står i en del af et rum, hvor barnet sover. Det har slet ikke den samme fremtrædende plads, som jeg ser hos danske børn.

Jeg kommer til at tænke på, hvordan mit barn nærmest er opfostret med legetøj, og hvordan jeg tit lægger opmærksomhed ud i legetøj sammen med mit barn. Hvis han græder, så kan jeg finde på at tage bamsen frem. Se, bamsen vil trøste dig, siger jeg til ham. Jeg bruger ofte legetøj til at aflede hans opmærksomhed fra problemer. Har du set hvad bilen kan, siger jeg, for at han skal glemme det, som han var ked af.

Hvorfor taler jeg ikke bare direkte til ham?

Jeg tænker på den store betydning, legetøj har i vores hjem og vores hverdag. Han har allerede masser af legetøj på sit værelse, og når han er vokset fra det, får han nyt, som passer til hans alder. Mit barn uden legetøj? – Det er næsten utænkeligt. – Jeg ville føle, at jeg ikke tog mig ordentligt af ham. Legetøj er så indlysende, at jeg ikke et øjeblik har overvejet, at det kunne være anderledes. Men er legetøj altid vigtigt for, at børn kan få en god barndom? Mine tanker bliver afbrudt, for nu kommer lægen og henter os.

I ugerne efter begynder jeg at blive bevidst om, hvor stort et fokus, der er på børn og unges særskilte behov i det danske samfund. Børn og unge ser ud til at være producenternes yndlingsmålgruppe. Mærkeligt, når man tænker på, at de endnu ikke er voksne og derfor vel kun i begrænset omfang har erfaring og overblik til at råde over egne penge, behov og situation.

Jeg kigger rundt i mit hjem. Udover legetøjet finder jeg særlige børnemøbler, særligt børnemad, børneshampo, børnetandpasta, børnecomputerprogrammer, børnefilm, børnereklamer, børnemusik, børnebøger, børneunderholdning på TV og børneslik til mine to børn på 9 og 4 år. Begge børn har deres egne børneværelser med deres egne ting, - selv den mindste, som kun er knap fem år gammel.

I ferier har kommunen tilbud om særlige børneaktiviteter. Og der findes ikke kun et par fritidstilbud til børn. Nej, der er mange forskellige. – Alt fra hiphopdans, spejder, svømning, fodbold, motocross, cykling, musik, teater til maling og karate, selv om vi bor i en lille by. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved, om det nu også er vigtigt og nødvendigt at køre rundt med den store på besøg til kammerater og to-tre fritidstilbud om ugen, - selv om jeg ofte har susende travlt.

Hvorfor har jeg så travlt med at servicere mine børn på den måde? Har de virkelig brug for det? – Det virker næsten som om jeg indretter hele familiens liv, så der er plads til mine børns aktiviteter og behov?

Børn har stor status i det danske samfund.

Der er særlige fora, hvor børn bliver hørt særskilt. I skolen er der f.eks. et fællesmøde for hele skolen en gang om måneden, hvor børnene kan tage ønsker og problemer op, og derudover er der klassens time en gang om ugen, hvor børnene får kage, og hvor de selv kan bestemme. Der findes børneråd, børn- og ungeforvaltning, børnerådgivning og mange børne-kulturinitiativer. Der er efterhånden mange forlystelsesparker rundt i landet, hvor børn sammen med de voksne kan boltre sig. Sikkerhedskampagner, der skal overbevise voksne om, hvor vigtigt det er at køre med sele på i bilen, henvender sig nu ikke til den voksne, men til barnet med en lille børnebog klistermærker og musikcd, som fortæller om, hvor vigtigt det er at tage seler på i bilen. Skal man forandre på voksnes vaner, henvender indsatsen sig til børnene – som så skal omvende de voksne!

Kan al den fokus på børnene ikke blive for meget?

Jeg kigger i min oversigt over virkelighedsforståelser. – Margaret Mead opstillede i 1970 nedenstående tre idealtyper på forskelle i status blandt de tre generation. Jeg er ikke i tvivl om, hvilken jeg hører til, og må sande at jeg virkelig er ”barn” af min livsform og tidsepoke”.