Vores virkelighedsforståelser viser vi ikke kun i det verbale udtryk, men i hele vores attitude, fordi det bygger på vores samlede forståelse af os selv som menneske. Det kan vise sig i stemmeføring, kropssprog og i toneleje, ja, i vores udtryk i det hele taget. At opfange virkelighedsforståelser kan derfor være en sansemæssig oplevelse.
Virkelighedsforståelser er en bagvedliggende overbevisning, som påvirker (og påvirkes af) vores handlemåder. Det spiller ind på utallige måder for eksempel i måden, vi omgås andre på. For eksempel vil en forældre, der opdrager sit barn gennem indre styring (gennem aftaler, inddrage barnet selv) frem for ydre styring (klare indiskutable beskeder) ikke kun vise dette gennem ord. I stedet vil det ligge i hele udstrålingen og energien mellem barn og forælder. Der er en masse nonverbale budskaber, som vil røbe det, og som man nogle gange kun kan opfanges ved at mærke det totale udtryk.
Når man genkender, forstår og arbejder med kulturs dybere lag, så kender man ikke ”bare” en anden kultur. Man er ved at lære kulturen at kende ”indefra”, som at få den mere ind ”under huden”. Således at man begynder at opfange en masse underforståede, ubevidste betydninger i forholdet mellem mennesker og i deres måder at tænke på. Den slags viden, som man normalt først har, når man har levet i kulturen selv.