Hvad sker der, når vi er ubevidste om vores egne virkelighedsforståelser?
Ja, så er vi også ubevidste om, hvordan vores virkelighedsforståelser farver vores syn på alting. Vi kommer til at ophæve vores egne værdier til en slags objektiv ”sandhed”, som er den eneste rigtige måde at gøre tingene på. Vi går derfor fastlåste og forudindtagede ind i kulturmødet. Det er en dårlig ide, fordi derved eksisterer der en ulige position i forhold til den anden. Det kan fremstå som om, at vi ved bedre.
Når vi selv fremstår som fastlåste i vores ideer, ser vi også de andre som fastlåste i deres ideer, og resultatet er, at de bliver fastlåste.
”Det er ofte den måde vi ser på folk, der holder dem i deres egne snævre ”troskab” over for deres ideer. Det er også måden vi ser på dem, som kan sætte dem fri.”, skriver den libanesiske forfatter, Amin Maalouf (2000).
På den måde bliver der skabt en skillelinje mellem ”dem og os”, og det er umuligt at bygge bro over forskellige virkelighedsopfattelser.
Når vi får øje på vore egne virkelighedsforståelser, sker der det interessante, at vi får et mere åbent og relativt syn på forskellige virkelighedsopfattelser. Derved har vi sat os selv i en lige position med den anden. Der er ikke rigtige og forkerte måder at gøre ting på, men der er forskellige måder at gøre ting på.
Derved kan vi møde forskellighed mere åbent. Det giver mulighed for en ægte dialog og for at bygge bro over forskellige virkelighedsforståelser.