Da virkelighedsforståelser er usynlige og diffuse, er det svært at beskrive, hvordan de helt præcise er. Derfor er det en hjælp at sætte dem op i forhold til nogle idealtyper (tænkte polariteter, se skemaer til venstre), fordi så har vi noget at sætte det diffuse og uhåndgribelige op i forhold til. Derved bliver det mere konkret, og det er klart en fordel.
Men ulempen ved idealtyper er, at vi kan komme til at bruge dem, som en færdig betegnelse for, hvordan folk er eller ikke er. Kunststykket er imidlertid – siger Max Weber (1994) – at lade være med at bruge idealtyper som færdige svar. De må kun bruges til at undersøge virkeligheden ud fra.
Du kan her klikke ind på eksempel over, hvordan man kan bruge idealtyper til at undersøge med – at sætte hypoteser op.
Idealtyper bruges til at sætte hypoteser op, som man kan undersøge ud fra. Enten ved at spørge personen direkte, eller afprøve om en hypotese ser ud til at løsne op for nogle misforståelser.
Ud fra dette danner vi os en eller flere ideer eller forestillinger om, hvordan den andens virkelighedsforståelser spiller ind på hans/hendes måde at tænke på det synlige niveau i kulturen.
Hvis der er mulighed for det, er det optimalt at spørge personen, om det forholder sig sådan, som vi forestiller os.
Vidste du, at du i bjælken for oven kan finde øvelser til at bevidstgøre og bygge bro over virkelighedsforståelser? Her kan du lære at omsætte teorien til praksis.
Du kan også bare klikke her.
