Her er teori om virkelighedsforståelser anvendt på en case. Den er ikke opdigtet, men bygger på en virkelig hændelse i en børnehave.
Se evt. casen som test her.
Ayse på knap 2 år har været i vuggestue i 1 år, og det er hun glad for. Hver dag går hun straks i gang med at lege, og det er svært for far og mor at få Ayse med hjem, når hun bliver hentet.
Men pludselig kommer faderen (palæstinensisk oprindelse) og vil melde hende ud. Pædagogen bliver meget overrasket og spørger hvorfor, og som begrundelse siger han, at hun er for lille til at gå der. Pædagogen siger: ”Jamen, hun er da glad for at gå i vuggestuen”. Faderen siger, at det er rigtigt, men at han og hans kone synes, at hun er for lille til at gå der. Pædagogen spørger faderen, om han vil fortælle mere om, hvorfor han synes, at Ayse er for lille.
Faderen fortæller nu, at Ayse er for lille, fordi at han og hans kone har set, at hun selv skal tage sin tallerken af bordet efter, at de har spist, og så har hun også svært ved at få spist sin madpakke.
Ved at lytte aktivt ind bag ved det, som faderen siger, lykkes det pædagogen at sætte ord på de virkelighedsforståelser, som faderen taler ud fra. Derved føles faderen sig forstået, og det giver en tydelig lettelse hos ham. Det bliver klart for pædagogen, at faderen er utryg ved nogle af de pædagogiske praksisser, som hans datter udsættes for i daginstitutionen. Ved at forklare disse på en anden måde, hvor hans virkelighedsforståelse er synliggjort, samt foreslå, at de fremover gør mere ud af, at datteren spiser sin mad, føler faderen sig mere tryg, og han trækker næste dag udmeldelsen tilbage.
For at løsne op for denne misforståelse har pædagogen arbejdet på følgende måde:
1. Hun registrerer forskelle i den synlige kultur – det, som støder.
Det synlige lag i kulturen, som virker stødende på faderen, er:
Børn på knap to år er for små til selv at skulle bære deres tallerken væk fra bordet, og det dur ikke, at små børn på knap to år selv skal spise deres mad, så de ikke får noget.
Pædagogens er nogenlunde det modsatte.
Børn på to år er ikke for små til at gå i vuggestue, og de kan godt med hjælp bære deres tallerken fra bordet, og de kan også godt selv spise den mad, som de har brug for.
2. Hun inddrager viden om forskellige virkelighedsforståelser.
Vi vil nu se på, hvilke virkelighedsforståelser (kulturs dybere lag) kan tænkes at være styrende for de øvreliggende lag, som viser sig i faderens og pædagogens forskellige måder at handle på.
Hvordan ser de dybere kulturlag ud, som spiller ind i samtalen? Hvilke grundlæggende syn (virkelighedsforståelser) har hhv. faderen og pædagogen på børn?
Forskelle mellem barnesyn i traditionelle og moderne livsformer
Ifølge Naser Khader (2002) opfattes små børn i alderen 0 – 5 år indenfor islam som djahilin, hvilket betyder at de er uvidende, uskyldige og uerfarne. De små børn har et stort behov for fysisk omsorg, kontakt og kærlighed. Derfor bliver der heller ikke lagt vægt på tidlig selvhjulpenhed. Mange muslimske forældre forkæler de helt små børn og sætter kun få grænser for det.
Dion Summer (1996) skriver, at der skete et stort skift i opfattelsen af barnet i den vestlige verden i 1960´erne. Tidligere mente man, at barnet kom til verden som et grundlæggende inkompetent væsen. Men nu har man en ide om ”kompetencebarnet”, hvilket vil sige: ”Meget tidligt i livet er mennesket organiseret på en sådan måde, at det både er rettet mod, initierer, reagerer på og udvikler sig gennem en kontinuerlig og varieret menneskelig kontakt”, skriver han.
Faderens og pædagogens barnesyn
Det tyder på, at faderens og pædagogens virkelighedsforståelser svarer nogenlunde til det, som de hver især har lært via deres kulturelle ophav, således at de hver især har meget forskellige barnesyn som hhv. muslim fra Mellemøsten og dansker med vestlig og postmoderne tankegang.
Hvor faderen først og fremmest ser et lille ubehjælpeligt barn, som skal have hjælp til mange ting og for enhver pris passes på, ser pædagogen et lille kompetent barn, der med hjælp fra de voksne kan en hel masse.
Faderen lægger vægt på pasning i traditionel forstand. - Det vil sige, at barnet får mad, fysisk omsorg og tryghed, at det leger, bliver passet på, og det selvfølgelig ikke skal tage tallerkenen af bordet. Det er jo de voksnes opgave.
Pædagogen derimod ser, at små børn kan en masse med hjælp. - At de er individuelle personer, som har deres egen vilje og mening. Derfor skal barnet selv lære at spise tidligt, det skal ikke presses til at spise, for det kan selv mærke sult og tørst, det skal lege og stimuleres. Stimuleres: – Det vil sige, at det får mulighed for at undersøge, hvad det selv kan. F.eks. at bære en tallerken selv fra bordet. Derved får barnet en lille sejr, som styrker dets selvværd og tilmed hjælper barnet til at få mere kontrol over sin krop. At gå med en tallerken og en gaffel, når man kun er to år, er svært.
Disse forskellige barnesyn forklarer, hvorfor faderen og pædagogen på kulturens synlige niveau synes, at små børn skal passes på meget forskellige måder.
Ved at inddrage en viden om kulturs dybere lag får pædagogen skabt en interkulturel forståelse, således at faderen føler sig forstået med den utryghed, som han oplever ved den ”postmoderne pædagogiske praksis”, som hans datter udsættes for. Da faderen først føler sig forstået, er det enkelt at tale sig frem til, hvad der kan gøres helt konkret, for imødekomme faderens utryghed.
Derigennem får hun bygget bro over vidt forskellige syn (virkelighedsforståelser) på børn.
Naser Khaders erfaringer bygger på egne oplevelser fra sin egen opvækst i en muslimsk mellemøstlig familie, arbejde som tolk i 10 år. Han skriver, at det er hans erfaring, at der er en påfaldende ensartethed i de temaer, som vedrører børneopdragelse i den traditionelle muslimske familie.
Dion Summer er forsker på Århus Universitet i udviklingspsykologi.
